Dansk Svensk Norsk Engelsk Tysk

7. maj 2013

Pressemeddelelse

Blokhus Klit Golfcenter kØbt af tre golfpro’er

Det nystiftede aktieselskab Blokhus Golfcenter A/S overtager per dags dato Blokhus Klit Golfcenter, tidligere ejet af Proark Golf Plus A/S. Blokhus Golfcenter A/S overtager hele centret, som omfatter en 18 hullers golfbane, en 9 hullers Pay & Play-bane, en 9 hullers par 3-bane, en overdækket udslagsbane samt klubhus med pro shop og restaurant, maskinpark og 10 ferielejligheder. Hovedaktionær i det nye selskab er Dan Stage, som for mange af klubbens medlemmer er et kendt ansigt. Dan Stage var nemlig klubbens første træner, fra golfcentret åbnede tilbage i 1993, og nu efter 20 år vender han tilbage til banerne i Blokhus, hvor han selv vil forestå den daglige drift.

"Blokhus-banen er en rigtig fin golfbane. Den består af ene gode golfhuller. Det ville jeg også have sagt, hvis jeg var blevet spurgt for et år siden. Og så har den en helt unik placering ved Vesterhavet, midt i Danmarks måske skønneste ferieområde. Det vrimler med turister i sommerhalvåret, og vi kan med de tre meget forskellige baner tilbyde golfoplevelser til alle kategorier af spillere – fra nybegynderen til den erfarne elitespiller – i kombination med ophold i veludstyrede lejligheder. Jeg mener, at der ligger et ufattelig stort potentiale her, ” udtaler Dan Stage.

Ud over Dan Stage tæller ejerkredsen to unge PGA-pro’er, nemlig Casper Bruun og Morten Jacobsen, som hidtil har været ansat hos Dan Stage.

”Vi er vant til at arbejde meget tæt sammen, vi tre, og det har vist sig, at vi supplerer hinanden utrolig godt. Derfor glæder det mig, at vi nu kan gøre dette sammen. Det bliver spændende og sjovt at være sammen om. Vi glæder os også alle tre meget til samarbejdet med de nuværende medarbejdere og til i fællesskab at få skabt en stærk holdånd. Vi vil være til stede hele tiden og sørge for, at alting fungerer, og at serviceniveauet er i top,” fortæller Dan Stage.

Et af de punkter, som står øverst på de nye ejeres prioriteringsliste, er at bevare banen i den fine stand, der altid har været kendetegnende for den.

”I og med at vi er golfpro’er, er det klart, at vi til enhver tid vil have en golf-synsvinkel på tingene. Golf er vores fag. Vi har den golfmæssige ekspertise. Det mener jeg, at der ligger nogle store fordele i,” siger Dan Stage og tilføjer: ”- Og så er jeg selvfølgelig også forretningsmand. Jeg har haft min egen virksomhed siden jeg var 21 år gammel.”

Med overtagelsen følger også en forpagtningsaftale med restauratør Peter Fruergaard, og det er Dan Stage på ingen måde ked af: ”Peter er en meget dygtig kok. Han formår at tiltrække gæster – også ikke-golfspillere – fra et stort opland, og det er jo alle tiders. Restauranten skaber en vigtig ramme om det sociale liv i en golfklub, og jeg har tænkt mig at bakke op om Peters forretning. Jeg har allerede haft nogle gode samtaler med Peter, og jeg har store forventninger til vores samarbejde.”

Besøg Blokhus Golfklubs hjemmeside! Her findes information om matcher, klubber i klubben, udvalg og meget mere! >>Klik her

mail